Protektor
Hendes Majestæt
Dronning Margrethe II

Vedtægt
For
Børneringens Fond

 

§ 1.
NAVN OG HJEMSTED

Fondens navn er ‘Børneringens Fond’.

Fondens hjemsted er Købehavns Kommune.

§ 2.
FORMÅL

Fondens formål er,

  •  at støtte børn og unge i selvejende institutioner,
  •  at hjælpe selvejende institutioner, der under pasningen af børn og unge arbejder for udviklingen af deres almene færdigheder,
  •  at sikre udviklingen af selvejende institutioner på det administrative og pædagogiske område, gennem uddannelsestilbud til bestyrelser, ledere og personale,
  • at oprette og administrere selvejende institutioner for børn og unge og
  • at etablere gode fysiske rammer for børn og unge i selvejende institutioner og for organisationer, der arbejder for børn og unge i selvejende institutioner. Gode fysiske rammer til børn og unge i selvejende institutioner vil kunne etableres ved at fonden køber, lejer og istandsætter fast ejendom samt udlejer disse til selvejende institutioner for børn og unge og til deres paraplyorganisationer.

§ 3.
FORMUE

 

Grundkapitalen andrager 1.550.000 kr. Grundkapitalen er indbetalt kontant.

Beløbet er indbetalt kontant af Børneringen.

Fonden overtager i forbindelse med stiftelsen ikke andre værdier end kontanter. Fonden køber i forbindelse med stiftelsen ejendommen matr.nr.4080 Sundby Øster beliggende Nürnberggade 33, 2300 København S og lejer bygningen på ejendommen matr.nr. 39 b m.fl., Ullerup by, Tårnby Kommune, beliggende Frieslandsvej 150, 2791 Dragør. Fonden istandsætter ejendommene og udlejer disse til selvejende institutioner for børn og unge.

 

Fonden er berettiget til indenfor rammerne af sit formål frit at erhverve og sælge fast ejendom samt at indgå og opsige lejemål.

§ 4.
SÆRLIGE RETTIGHEDER

 

Der er ikke tillagt stifterne eller andre særlige rettigheder.

§ 5.
FONDENS LEDELSE

 

Fonden ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer. 1 medlem skal være Børneringens Formand. 4 medlemmer udpeges af Børneringens Hovedbestyrelse. Heraf skal 1 medlem repræsentere lederne i de selvejende institutioner knyttet til Børneringen. 2 medlemmer vælges af fondens således sammensatte bestyrelse. Bestyrelsen vælger selv sin formand og næstformand. Ved stemmelighed afgøres valgene ved lodtrækning.

 

Bestyrelsen herunder formanden vælges for 2 år ad gangen. Hvis Børneringens formand fratræder i valgperioden, fratræder vedkommende samtidig fra fondens bestyrelse, og den nye formand indtræder som bestyrelsesmedlem.

 

Bestyrelsen modtager vederlag for hvervet.

 

Bestyrelsen leder fonden. Bestyrelsen kan ansætte en direktør. Bestyrelsen og direktøren udgør ledelsen. Direktøren modtager et af bestyrelsen fastsat vederlag.

 

Bestyrelsen og direktøren skal alene varetage fondens formål og interesser. Bestyrelsen skal varetage den overordnede og strategiske ledelse og sikre en forsvarlig organisation af fondens virksomhed. Bestyrelsen skal påse, at

  • bogføringen og regnskabsaflæggelsen foregår på en tilfredsstillende måde,
  • der er etableret de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller,
  • bestyrelsen løbende modtager den fornødne rapportering om fondens finansielle forhold og
  • direktøren udøver sit hverv på en behørig måde og efter bestyrelsens retningslinjer

Bestyrelsen skal ved en forretningsorden træffe nærmere bestemmelse om udførelsen af bestyrelsens opgaver.

 

Bestyrelsen skal redegøre for, hvorledes den forholder sig til de af Komitéen for god Fondsledelse udarbejdede anbefalinger for god fondsledelse.

 

Direktøren skal varetage den daglige ledelse. Direktøren skal følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner af usædvanlig art eller af stor betydning. Direktøren skal sikre, at

  • bogføringen sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom og
  • formueforvaltningen foregår på betryggende måde

Har bestyrelsen ikke ansat en direktør, skal bestyrelsen også varetage den daglige ledelse.

 

Ledelsen skal sikre at

  • kapitalberedskabet til enhver tid er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde fondens nuværende og fremtidige forpligtelser efterhånden som de forfalder, og ledelsen er således til enhver tid forpligtet til at vurdere den økonomiske stilling og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt.

Bestyrelsen kan træffe aftale med en administrator om udførelse af visse konkrete driftsopgaver. Bestyrelsen har ansvaret for fondens daglige drift, uanset om der er truffet aftale med en administrator.

 

Formanden skal sørge for, at bestyrelsen holder møde, når dette er nødvendigt og skal påse at samtlige medlemmer af bestyrelsen indkaldes. Et medlem af ledelsen eller revisor kan forlange, at bestyrelsen indkaldes.

 

Der skal årligt afholdes et årsregnskabsmøde, hvor bestyrelsen træffer beslutning om godkendelse af årsrapporten og om anvendelse af overskud eller dækning af underskud i henhold til den godkendte årsrapport. Revisor har pligt til at deltage på årsregnskabsmødet.

 

Direktøren har ret til at være til stede og udtale sig ved bestyrelsens møder, medmindre bestyrelsen i de enkelte tilfælde træffer anden beslutning.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige medlemmer af bestyrelsen er repræsenteret. De anliggender, der behandles i bestyrelsen, afgøres ved simpelt stemmeflertal. Formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Over forhandlingerne skal der føres en protokol, der underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen. Et tilstedeværende ledelsesmedlem, der ikke er enig i en beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

 

Medlemmer af ledelsen må ikke uberettiget videregive, hvad de under udøvelsen af deres hverv har fået kendskab til.

§ 6.
TEGNING

 

Til at forpligte fonden overfor tredjemand kræves underskrift fra den samlede bestyrelse eller af bestyrelsens formand eller næstformand sammen med et andet medlem. Prokura kan kun meddeles af bestyrelsen.

§ 7.
ÅRSREGNSKAB OG REVISION

 

Regnskabsåret er kalenderåret. Det første regnskabsår går fra fondens stiftelse og til udgangen af 1998.

 

Fondens årsregnskab skal revideres af en revisor udpeget af bestyrelsen. Revisor udpeges for 1 år ad gangen af bestyrelsen på årsregnskabsmødet.

 

Revisor kan af medlemmerne af ledelsen kræve de oplysninger, som må anses af betydning for bedømmelsen af fonden. Revisor skal påse, om bestyrelsen overholder sine pligter til at oprette og føre bøger, fortegnelser og protokoller, samt om reglerne om forelæggelse og underskrivelse af revisionsprotokollen er overholdt.

§ 8.
UDDELING

 

Det påhviler bestyrelsen at foretage uddeling i overensstemmelse med fondens formål. Bestyrelsen kan foretage rimelige henlæggelser til konsolidering af fonden.

 

Til uddeling kan kun anvendes frie reserver.

§ 9.
VEDTÆGTSÆNDRING

 

Bestyrelsen kan ved enstemmighed foretage ændringer i denne vedtægt.

§ 10.
OPLØSNING

 

I tilfælde af opløsning anvendes et eventuelt overskud efter bestyrelsens beslutning herom til fremme af fondens formål.

§ 11.
REGISTRERING

 

Fonden søges registreret som en erhvervsdrivende fond.

§ 12.
STIFTERE

 

Fonden er stiftet af

  • Børneringens formand Lis Augustinus, Møllegårdsvej 1B, Holløselumd, 3210 Vejby
  • Børneringens næstformand Bent Pedersen, Åsevej 14, 7190 Billund
  • Advokat Jens Hessel, Dalgas Boulevard 59, 4.tv., 2000 Frederiksberg

 

 

Således vedtaget i forbindelse med stiftelsen den 28. september 1998 og ændret den 23. november 2011, 22. maj 2013 og 25. februar 2015.

København, den 25. februar 2015.

Bestyrelsen

 

_________________                     _________________                      _________________
Gitte Maribo Jensen, Formand       Jens Hessel                                     Jan Engholt Jørgensen

_________________                      _________________
Poul Henning Jørgensen                 Hanne Blomhøj